Her og Nu: Nationalmuseets fartøjssamling

Gedser Rev FyrskibHvad arbejder du med? Med Nationalmuseets fartøjer! Ofte vil spørgerens tanker derefter sværme om noget med montrer og udhulede træstammer fra stenalderen. Helt forkert, men det er korrekt, at vi ikke har været så gode til at gøre opmærksom på, at vi har en fartøjssamling.

Nævnes derimod navne som Gedser Rev Fyrskib og Fulton, ringer der en klokke hos de fleste. Sagen er bare, at ikke særligt mange ved, at de og i øvrigt fire andre tilhører Nationalmuseet. Vi har de to skonnerter Fulton og Bonavista, hvor den sidstnævnte ligger på land ved Marstal Søfartsmuseum, og undergår en meget omfattende restaurering. Vi har de to lidt mindre sejlskibe galeasen Anna Møller og sluppen Ruth, som begge er bragt tilbage i original stand uden motor, og hvert år sejles rundt i de danske farvande af frivillige skibslaug. Endelig har vi de to fastliggere i Nyhavn, DFDS pram no. 19 og Gedser Rev Fyrskib. Ikke mindst fyrskibet har gennem årene udviklet sig til at være et ikon for Nyhavn, som sammen med Tivoli og Den Lille Havfrue er de tre mest besøgte turistattraktioner i København.

Sødygtige og aktivt sejlende fartøjer er i en museumsmæssig sammenhæng en vanskelig størrelse. Den almindeligeSkonnerten Fulton tilgang til en museumsgenstand er, at bevaring for eftertiden er lig med konservering. Det kan man også godt gøre med skibe, sådan som det eksempelvis er tilfældet for Fregatten Jylland i Ebeltoft, der ligger i dok, og aldrig får vand under kølen igen. Vi har valgt en anden tilgang til vores fartøjer, idet vi definerer, at bevaringsopgaven inkluderer at opretholde det sømandskab, som er nødvendigt for at sejle skibene for sejl, samt inkluderer det håndværk, som er nødvendigt for at vedligeholde fartøjerne i sødygtig stand.

Vi arbejder for tiden med mange spændende initiativer og projekter, som jeg vil orientere løbende om her på bloggen.

Unge kvinder vandrer for at arbejde som au pair – piger

Ja, piger og unge kvinder vandrer over hele verden for at få arbejde som au pair – piger. At arbejde som au pair – pige giver et sted at bo, mad og penge. At være au pair – pige er en vej ind på det globale arbejdsmarked. En anden vej er at blive gift med en god mand i et land med velfærd. Så er der mulighed for at sende pengegaver – remittances – tilbage til familien i hjemlandet.

Museumsbesøg: Deutsches Auswandererhaus

7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

Museets indgang

For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

På kajen med de andre udvandrere

Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Arkivet

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

(Cross-posted fra blog.christianehoej.dk)

Her og nu: Brød i Norden

– et nyt forsknings- og formidlingsprojekt i NORSAM-regi

Som formand for Norsam, netværk for samtidsdokumentation og forskning i Norden, har jeg været mMit eget hjemmebag. Foto: Lykke Pedersen, 2010ed til at igangsætte et nyt projekt, der skal stimulere museernes kreative udforskning af brød i Norden som en del af samtidskulturen. Projektet skal samtidig danne grundlag for at eksperimentere med brugen af digitale medier i formidlingen. Brød har været og er en central del af den daglige kost i Norden. Brød kan forstås både som konkret, nært og hverdagsligt, noget man nærmest tager for givet, men man kan også udvide perspektivet: I en global kontekst er muligheden for at vælge mad ikke givet. På verdensplan trues 850 millioner mennesker af sult.

Brød i Norden vil bestå af en række mindre delprojekter over hele Norden. Delprojekterne skal kaste lys over forhold som er aktuelle og angår folk i dag. I hvert delprojekt vil der indgå et afgrænset stykke feltarbejde på mikroniveau. EkAn’hjort bager rugbrød på Ansgård ved Kjølvrå. Foto: K. Uldall, 1929sempler kan være en husholdning, et bageri, en butik, et alderdomshjem, et fængsel mm.

Hvert delprojekt vil resultere i en digital fortælling, som bygges op ved hjælp af fotografier, video, lyd og tekst. Formidlingen vil ske fra en fælles webside. Der vil i projektperioden blive afholdt to fælles seminarer (workshops) om digital dokumentation og formidling, det første i Malmö april 2010 og det andet i efteråret 2010 i København. Et slutseminar vil blive afholdt i foråret 2011.

Jeg vil løbende orientere om projektet her på bloggen.

Her og nu: Au pair-piger i dag i Danmark – på museum

Ja, så er au – pair piger også kommet på museum. Au pair – pigerne sætter ord og billeder på deres oplevelser. Interview og fotos fra tiden lige her og nu kommer til at indgå i samlingerne. Dokumentationen i dag følger op på erindringer fra tjenestefolk og på fotos af tjenestepiger med gamle dages nye moderne støvsugere. Projektet følger au pair – piger i dag ude hos familierne, når pigerne tænder for støvsugerrobotter og køber ind. Museet skal ud at tage billeder af hverdagen og låne pigernes egne festbilleder. Det er billeder fra cafébesøg og fejring af mærkedage med mad fra hjemlandet.
Du kan følge mit arbejde her på bloggen.

Her og nu: Nyt museologisk forskningsprojekt

At sætte verden i system. Den ”grønne” registrant – baggrund, tilblivelse, kontext
Den 1. april påbegynder jeg et nyt forskningsprojekt med ovenstående arbejdstitel. Projektet er støttet af KUAS.
Formålet med projektet er at afdække baggrund og vilkår for Svend Jespersens banebrydende arbejde med at sætte verden i system og dermed udarbejde en saglig registrant, som nu – gennem REGIN – er blevet det helt dominerende redskab for registrering på de danske kulturhistoriske museer. Kernen i projektet bliver at afdække hvilke parametre, der er centrale i selve opbygningen af registrantens system.
Arbejdet med den saglige registrant blev indledt i slutningen af 1930erne og udmundede allerede i 1940 i en Den "grønne" registrantregistrant, som blev taget i brug på Dansk Folkemuseum/NM 3. afdeling. Registranten fik med tiden stor betydning for hovedparten af landets kulturhistoriske museer. Den kom til at udgøre rygraden i al registreringspraksis blandt de lokalhistoriske museer, som arbejdede med nyere tid, dvs. tiden efter 1660. I det 21. århundrede blev registranten fundamentet for udarbejdelsen af det centrale registreringssystem REGIN.
Registranten, i folkemunde kaldet ”Den grønne registrant”, har også haft stor betydning for de kulturhistoriske museers indsamlingspolitik, genstandsanalyse og – forskning. Forskningsresultatet vil derfor have betydning for både Nationalmuseet og samtlige øvrige kulturhistoriske museer, som baserer sin registrering på REGIN.
Jeg vil løbende skrive om mit arbejde her på Nyere Tids blog.

Her og nu : Au pair – piger i dag i Danmark

Au pair –  piger er i mediernes søgelys. Filippinske au pair – piger arbejder i huset til lav løn. Au pair – piger gør rent i velhaverhjem i Nordsjælland for sorte penge. Au pair – piger er en ny underklasse. Au pair - piger tilbyder sex samtidig med at de har opholdstilladelse til at arbejde som au pairs. Det er til at forstå, hvis au pair – piger føler sig misbrugt af pressen. For hvad er det, som au pair –  piger laver, når de arbejder i hjemmene? Hvordan går deres hverdag og fritid? Hvem finder de sammen med, når de er her og hvad fortæller de på Facebook om deres liv som au pairs. Hvordan spares pengene op, som au pair – pigerne tjener og hvor mange pengegaver og gaver sender de hjem til landet, de kom fra?
Jeg er i gang med at dokumentere au pair pigers liv i dag i Danmark for Nationalmuseet. Hvordan er det at være au pair? Hvor meget fylder rengøring, støvsugning, indkøb og børnepasning i dagligdagen? Går fritiden med besøg hos au pair - piger, er der tid og penge til fest? Hvilke gaver sender de unge kvinder hjem?
Du kan følge mit arbejde her på Nyere Tids blog.

Mærkedag for tiden

Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.

Normatidsur

Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret 
kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.

Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter. 

Museumsfund – Wiedewelt

Johannes Wiedewelt: Frederik IVDet hænder, at man gør et så-kaldt fund blandt genstandene på et museum.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke var klar over, at gen-standen eksisterede i samlingen, men langt oftere – som her – at man ikke var klar over dens betydning.

På Nationalmuseet, Danmarks Nyere Tid, blev man i januar 2007 op-mærksom på fire runde portræt-medaljoner af gips, som på grund af dårlig bevaringstilstand ikke umiddelbart kunne identificeres.
Det viste sig, at medaljonerne i 1961 var registreret som anonyme gipsrelieffer forestillende mandshoveder i profil med laurbærkranse om håret og flagrebånd i nakken. Genstandenes materiale, størrelse og stil pegede på en oprindelig brug i dansk monumentalarkitektur fra sidste halvdel af 1700-årene.

Johannes Wiedewelt: Frederik II Johannes Wiedewelt: Frederik III Johannes Wiedewelt: Christian V

Dette spor ledte frem til tobinds-værket om Chris-tiansborg Slot hvori Hakon Lund be-skriver indretning-en af Riddersalen på det første Christiansborg og gengiver arkitekten Nicolas-Henri Jardins opstalter hertil. På disse opstalter ses på galleriet 12 portrætmedaljoner af danske konger.
Det var kongen, Frederik V, som i 1765 bad Jardin udarbejde et forslag til en endelig indretning af Riddersalen i anledning af kronprins Christians, senere Christian VII’s, bryllup med den engelske prinsesse Caroline Mathilde den 8. november 1766.
Jardins forslag er signeret den 4. maj 1765, og allerede i august samme år afleverede han et: ”Generelt Overslag”, affattet på tysk. Heraf fremgår det, at: ”Professor Wiedewelt” skulle levere billedhuggerarbejde i gips omfattende: ”12 Portrætter en medaillon ” med rammer og trofæer til langvæggene på galleriet samt endnu 16 trofæer til hjørner og endevægge.
Wiedewelts tegninger til disse arbejder findes i to bind i kæmpefolio på Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af Arkitekturtegninger.

Wiedewelts rødkridtstegninger

En sammenligning mellem Wiedewelts rødkridts-tegninger og snapshots af de bevarede portrætmedaljoner viste tydeligt, at tegningerne var forlæg for medaljonerne, men forklarede ikke de fire aktuelle medaljoners tilstedeværelse på Nationalmuseet.
Forklaringen dukkede først op, da blikket blev rettet mod det praktiske arbejde. Hos Wiedewelts biograf, Fr. J. Meier, kan man følge produktionen i billedhuggerens værksted på Materialgården år for år, og i en fodnote til afsnittet om Riddersalen fortæller han: ”Modellerne til disse Medailloner [i Riddersalen], som i mange Aar efter Kunstnerens Død henstode paa Materialgaarden, opbevares nu i fordærvet Tilstand i Kjælderne under Prinsens Palais. (Velvillig Meddelelse af Hr. Justitsraad Strunk)”. Medaljonernes oprindelse var dermed knyttet til Wiedewelt og Materialgården og deres videre skæbne til Nationalmuseet.
Det overordnede program for Riddersalens udsmykning var glorificering af den oldenborgske kongerække udtrykt i både maleri og skulptur. Til den skulpturelle udsmykning på galleriet valgte Wiedewelt en klassisk stil, som løftede portrætterne fra det tids- og stedbundne til et fælles idealiseret plan, der harmonerede med trofæerne. Disse fremstillede i allegorisk form romerske guder og klassiske dyder. Det endelige maleriprogram blev først udført i årene 1778 til 1791 af Nicolai Abildgaard.
Ved slotsbranden den 26. februar 1794 udbrændte Riddersalen. Tre af Abildgaards malerier blev reddet, men ingen af Wiedewelts medaljoner synes bevaret. Nationalmuseets modeller til fire af medaljonerne er derfor et værdifuldt glimt af den skulpturelle udsmykning i det mest pragtfuldt indrettede rum i dansk arkitektur fra den tidlige nyklassicisme.

Ovenstående er resumeret fra en artikel i Architectura, som kan bestilles hos Selskabet for Arkitekturhistorie

img338w.jpg

Museumsarkitektur på Nationalmuseet

Royal Ontario Museum Med billedet af Daniel Liebeskinds spektakulære museumsbyggeri i Toronto åbnes der for et interessant seminar i den kommende weekend. Det er et samarbejde mellem bl.a. Dansk Kunsthistoriker Forening, Byningskultur Danmark og Nationalmuseet og handler om museernes bygninger og arkitektur. Seminaret vil belyse museumsbyggeriets udvikling siden 1800-tallet og til i dag, hvor museumskonstruktionerne nærmest er blevet kunstværker i sig selv. Også digitale bygninger kommer med, nemlig Thorvaldsens digitale tilbygning der i år fik Museumsprisen. Så alle museumsfolk, arkitekter, kunsthistorikere og interesserede, mød op i Borgergade og Ny Vestergade og bliv klogere. Der er program her.