Tranquebar: På sporet af livet i Guvernørboligen

Guvernørboligen på paradepladsenKan man bruge livet i et enkelt hus som billede på livet i en hel by? Måske ikke helt, men livet i guvernørens hus i Tranquebar i den sidste del af den danske kolonitid fra 1780’erne til 1845 kan sige meget om, hvilke relationer danskerne havde til den indiske befolkning i byen og i området, og også om, hvordan de navigerede i forhold til de andre magter i Sydindien – både indiske og europæiske.

Guvernørboligen er netop nu ved at blive restaureret i et samarbejde mellem Nationalmuseets Tranquebar Initiativ og den indiske ngo INTACH. Sideløbende med restaureringen er jeg i gang med et forskningsprojekt om livet i huset, og hvad det kan fortælle os om måden danskere, andre europæere og indere omgikkes på, og i hvor høj grad de integrerede sig med hinanden og udvekslede kultur – eller om de bare boede side om side uden at have mere end nødvendigt med hinanden at gøre.

Derfor er jeg nu i Indien, dels for at forske i Tamil Nadu Archives i Chennai, dels for at se på Tranquebar og nogle af de andre steder, som danskerne havde forbindelse til: Tanjore, hvor rajahen, som havde lejet Tranquebar til danskerne, havde sit hovedsæde, og de tidligere franske kolonier Pondicherry og Karikal.

Her på bloggen vil jeg i de kommende dage fortælle små historier fra Tranquebar og omgivelserne.

Louise Sebro, Etnografisk Samling

4 Kommentarer til “Tranquebar: På sporet af livet i Guvernørboligen ”


  1. 1 Edith Marie Rosenmeier 14. februar 2010 kl. 12:07

    Nej hvor spændende at høre om livet i guvenørboligen og om hvordan den kulturelle udveksling mellem danskere og indere har foregået. Når man sammenligner med au pair – ordningen som har kulturel udveksling som sit hovedsigte, er det ekstra interessant at høre om de bare har levet side om side uden kontakt eller om hvordan kontakten har været. Mon danskerne lærte noget af inderne? og omvendt? Fik danskere og indere indsigt i hinandens kulturvaner og blev nye erfaringer ført videre med i livet. Er spændt på at høre hvordan dokumentationen af kulturel udveksling foregår og se og få fortalt eksempler også.

    Show all items

  2. 2 LSB 16. februar 2010 kl. 19:32

    I de europæiske kolonier i Indien var der naturligvis kontakt mellem indere og europæere på forskellige måder. Og der er ingen tvivl om, at der blandt nogle af de involverede, både indere og europæere, var en stor interesse for at finde ud af, hvem de andre var og en imødekommenhed overfor nye ting. I andre tilfælde resulterede europæernes tilstedeværelse i både fordomme og angst for det fremmede – på begge sider. Der er mange kilder, som vidner om begge tilgange, og om at det var en kompleks situation. Interessante eksempler kan findes med baggrund i engelske kilder:

    Curry er jo nærmest en engelsk nationalret på linje med fish and chips – og den første curry restaurant åbnede i London i 1810. Det kan man læse en sjov artikel om på den engelske avis The Independents hjemmeside: http://www.independent.co.uk/news/people/profiles/sake-dean-mahomed-the-man-who-opened-britains-first-curry-house-nearly-200-yars-ago-509028.html

    Men på samme tid blev det forbudt engelske embedsmænd i Indien at gifte sig med indiske kvinder og adskillelsen mellem indere og englændere blev mere og mere udtalt i løbet af 1800-tallet, en udvikling som var forbundet med konsolideringen af det engelske imperium.

  3. 3 Edith Marie Rosenmeier 5. marts 2010 kl. 15:58

    Det er da et resultat af kontakt og kulturmøde, der er til at tage og føle på, når en muslimsk soldat får en restaurant med curry på menuen op at stå i London. Når vi taler om au pair – piger i dag i Danmark, synes det som om madlavning er et af de områder hvor der sker en kulturel udveksling. Au pair – pigerne kommer med idéer til madlavningen fra hjemlandet og får tilsyneladende lov at føre dem ud i livet ved særlige lejligheder i værtsfamilien. Værtsfamilierne bringer deres kultur videre, når de underviser deres au pair – piger i egne skikke. Har du nogen idé om, hvordan tjenestefolk fra Tranquebar og englændere konkret udvekslede madskikke på stedet i Tranquebar.

  4. 4 Adam 20. december 2015 kl. 22:46

    Hi Maradiadlyn — thank you so much for the tip, I will have to check out Wayadfair! I love furadniadture that also helps you orgaadnize. Potadtery Barn can be a bit on the pricey side!!!xoxo — Brandi

Efterlad en kommentar