Her og Nu: SOS fra Nyhavn!

Det er næppe forbigået ret manges opmærksomhed, at vi har den længste og strengeste vinter i mange år. Endnu lever det ikke op til definitionen på en isvinter, hvor skibstrafikken ikke kan sejle uden assistance fra statens isbrydere. Det ændrer dog ikke på, at fjorde og stillestående havne godt kan være frosset til. I forrige uge måtte havnerundfarten således opgive at pløje sig gennem isen i Nyhavn. Vi overvejede at bryde isen med det lille stålskib Simone L.. Ikke så meget for havnerundfartens skyld, men fordi træskibene kan tage skade af et fast isdække.

Vinter i NyhavnDet burde vi nok have gjort. Billedet her er taget ovre fra dækket af fyrskibet, og viser Simone liggende inderst i Nyhavn. Helt til højre inde ved kajen ligger Stenfiskeren. Omkring 12 timer senere sank den, fordi isen havde trykket træskroget, så det var blevet utæt. Den var blevet skruet ned, som det kaldes.

Når sådan noget sker, gælder det om at handle hurtigt. Ting som skibets elektronik står ikke til at redde, men vitale elektriske dele som startermotor og generator kan godt reddes, hvis det hurtigt kommer op og bliver korrekt tørret. Desuden skal selve hovedmotoren også hurtigst muligt tømmes for saltvand og have frisk olie på igen. Heldigvis er bådejere i almindelighed og træskibsejere i særdeleshed meget hjælpsomme overfor hinanden. I forbindelse med hævningen af Stenfiskeren hjalp over halvdelen af skibsejerne i Nyhavn til. Dagen efter var den bragt flot igen.

Stenfiskeren på vej opDet er en kompliceret og oftest tidskrævende operation at hæve et skib. Den første del af processen handler om, at selve skibet skal fra bunden og op til overfladen. Det kan kun gøres ved at hive det op med tovværk og stropper fastgjort alle de steder, hvor det er muligt og forsvarligt. Sidstnævnte er meget vigtigt, for et skibsskrog er ganske stærkt, når skibet flyder på vandet, og trykket dermed er jævnt fordelt. Modsat er det meget sårbart overfor partielt tryk. Heldigvis er genstande under vand ikke nær så tunge at løfte som over vandet. Stenfiskeren blev med hjælp fra en mobilkran bragt op til overfladen. Det tog hele eftermiddagen.

Først omkring kl. 17.00 var dækket næsten i niveau med vandoverfladen, hvilket er betingelsen for at starte anden delNiels tager waders på af operationen, nemlig at begynde at pumpe selve skibet tomt for vand. Nationalmuseets mand på stedet gør sig på billedet klar til at gå ombord. Da dækket stadig er omkring en halv meter under vandlinjen, er thermowaders en særdeles praktisk beklædning. Nu handler det om at få bjærget flydende løsdele, samt at få pumper rigget til, så både motorrummet og lastrummet tømmes i nogenlunde samme tempo. Så snart pumperne har fået godt fat, og vandet ikke længere kan strømme ind i skibet oppe fra dækket, skal kranen ikke længere løfte i skibet, men blot følge med op. Ellers risikerer stropperne at skade skroget. Hen ved kl. 21.00 er operationen fuldført, og skibet flyder igen af egen drift.

Gedser Rev tankesNyhavns gamle dame, Gedser Rev fyrskib mærker også, at det er blevet vinter. Hun er lavet af flere tommer tykke egeplanker, så en smule is bider overhovedet ikke på hende. Dog er det selvfølgelig nødvendigt, at hun holdes tør og frostfri, og da hun ikke er isoleret, kan forbruget på centralvarmeanlægget her i vinterkulden godt konkurrere med et mellemstort parcelhus.

0 Kommentarer til “Her og Nu: SOS fra Nyhavn! ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar