Kvindernes internationale kampdag blev besluttet på Jagtvej

Det er i dag d. 8. marts. Dagen har igennem de sidste 99 år været fejret verden over som kvindernes internationale kampdag, med møder, demonstrationer og fester for ligestilling. 

Nogle af kongressens deltagere. Kilde: ArbejdermuseetBeslutningen om at indstifte en international kampdag for kvinders rettigheder blev taget for 100 år siden. Det skete i Danmark, nærmere betegnet på Jagtvej nr. 69 i København. Denne adresse huskes nok af de fleste, som stedet hvor der indtil for kort tid siden lå et meget omdiskuteret Ungdomshus. Men huset, som nu er revet ned, blev oprindeligt opført som Arbejdernes Forsamlingsbygning.

Her samledes i august 1910 99 delegerede fra især de industrialiserede lande, til den 2. internationale socialistiske kvindekongres. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister.

Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen følgende:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt. 

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan må gå til Arbejdermuseet web-sted

0 Kommentarer til “Kvindernes internationale kampdag blev besluttet på Jagtvej ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar