Julestjerner

Julestjerne fra øst-skåne

Ordet får os til at tænke på smukke røde planter eller stjernen i toppen af træet. Men i ældre tider var julestjernen først og fremmest en stor stjerne, som blev båret rundt mellem gårdene i landsbyen af landsbyens børn og unge helligtrekongers aften. Foran hvert hus eller gård sang de så en julevise eller salme og fik som tak herfor gaver af folkene i huset.  

Da Dansk Folkemuseums stifter Bernhard Olsen i 1885 åbnede 12 rum med stuer og andre genstande, som kunne fortælle om tidligere generationers liv og hverdag blandt bønder og købstadsfolk, havde han også indsamlet en del genstande, som stammer fra de gamle danske landskaber: Skåne, Halland og Blekinge. Blandt disse var denne julestjerne fra egnen nord for Ystad, som består af et pindestativ, hvorover man har udspændt papir, dekoreret med kolorerede billeder.

Julestjerne fra Ebeltoft

Også i Danmark har man kendt til skikken, og på sine steder, Agersø fx, bar man masker under helligtrekongers-løbet, som det kaldtes. Bag maskerne kunne man drille hinanden, få luft for frustrationer og komme frem med synspunkter, det ellers ville have været ubekvemt at aflevere. Måske lidt i stil med moderne tiders julefrokost, hvor det er den gensidige indtagelse af alkohol, som kan få os til at glemme konventionerne?

skrevet af Annettte Vasström

0 Kommentarer til “Julestjerner ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar